TREDJE NATUR skal tegne nyt bolig- og erhvervsbyggeri i Aalborg Midtby.
Pressemeddelelse 8. juli 2013.

På en fremtrædende nabogrund til Musikkens Hus og Nordkraft skal det københavnske arkitektkontor TREDJE NATUR skabe en oase der blander by og natur.

Det Aalborgensiske havneområde er under omfattende udvikling med flagskibsprojekter som Nordkraft, Musikkens Hus og et nyt campusområde. Byggegrunden ligger på grænsen mellem Midtbyen og Aalborgs historiske industriområder. Med byggeprojektet sætter TREDJE NATUR streg under ambitionen om at etablere en lige del bygnings- og landskabsorienteret praksis. Tegnestuen har skrevet kontrakt med bygherre Bill Nielsen om at følge projektet til realisering. Første spadestik forventes i ultimo 2014 og byggeriet er klar til indflytning i 2016.

– Vores vision er at skabe et byggeri med de bedst mulige rammer for det unikke hverdagsliv. Et byggeri der tager afsæt i Aalborgs særlige identitet og arkitektoniske kendetegn og hvor nærheden til havnen og midtbyens dynamiske byliv, muliggør et projekt med både højt til loftet og plads til begejstring, siger partner i TREDJE NATUR Ole Schrøder

Konkret skal der tegnes nye 4.360 m2 i sammenhæng med et ældre byggeri. Nybyggeriet skal huse boliger, mens det eksisterende byggeri fra 1909, der oprindeligt har fungeret som kraftværk, kan omdannes til restauration eller andre udadvendte funktioner. De to bygninger ligger i en klynge af andre eksisterende bygninger, der i dag både huser kontorer til Aalborg Kommune og privat beboelse.

– Rent typologisk er grunden interessant. Vi ligger lige midt imellem Midtbyens fine byskala og industribyens megaklodser. Vi bygger os ind imellem smukke eksisterende byggerier og visionen er et landmark i øjenhøjde, der giver natur og opholdsrum tilbage til brugerne. Naboskabet til både Nordkraft, Musikkens hus og City Campus udgør et stærkt grundlag for at skabe en storbyoase, siger partner i TREDJE NATUR Flemming Rafn Thomsen

Om TREDJE NATUR
Med Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat i ryggen startede Ole Schrøder og Flemming Rafn Thomsen arkitektkontoret TREDJE NATUR i 2011. Tegnestuen har oplevet en flyvende start, og har markeret sig i adskillige arkitektkonkurrencer i ind- og udland med agendaen By+Land=Bland! I juli 2013 blev tegnestuens vinderforslag til Klimakvarteret i København optaget i den prestigefyldte bæredygtighedsguide Sustainia100, der samler 100 innovative løsninger på de globale klimaudfordringer. Forslaget anviser løsninger til hvordan klimatilpasningen kan udvikle natur-, sundheds- og ejendomsværdi i det 100 ha store brokvarter på Østerbro.

Tegnestuen deltager p.t. i den enorme konkurrence om Nordsjællands Hospital og lige blevet prækvalificeret til konkurrencerne Stålsatte Byrum og Grønne Etablissementer ved Almegårds Kaserne.