TREDJE NATUR er med i konkurrencen Byen ved vandet i Randers. Sammen med Niras og Price Waterhouse Coopers står vi i spidsen af teamet som totalrådgiver. I første omgang konkurreres der om en omfattende forundersøgelse af byens blå potentialer og en vision for hvordan Randers midtby kan bindes sammen med Gudenåen og Randers Fjord.

Randers ligger lige dér, hvor Gudenåen og Randers Fjord mødes. Naturen flyder lige forbi, og det er derfor oplagt at undersøge, hvordan den smukke middelaldermidtby kan forbindes med naturen og vandet – med det store potentiale det giver af byudviklingsmuligheder. Første skridt er en forundersøgelse. I alt 13 ansøgere bød ind på opgaven, og heraf er fem teams blevet prækvalificeret til at afgive tilbud på en forundersøgelse.

”Vi står foran det første skridt til at realisere byrådets visionære ambition om at bringe Randers midtby til vandet. Med denne forundersøgelse får byrådet et vigtigt grundlag at træffe beslutninger ud fra i forhold til, hvilke scenarier vi vil gå videre med. Byen til Vandet er et historisk stort byudviklingsprojekt. Derfor skal det undersøges nøje, hvad mulighederne er,” siger Claus Omann Jensen, borgmester i Randers Kommune.

Forundersøgelsen gennemføres i tæt samarbejde mellem Randers Kommune, Realdania og det team der endeligt udvælges til at udarbejde forundersøgelsen. For at sikre, at byudviklingen sker på et totaløkonomisk grundlag, skal forundersøgelsen fokusere på at undersøge områdets potentialer for byudvikling i et samspil med de trafikale og klimamæssige parametre. Forundersøgelsen skal tage stilling til en række trafikale scenarier, en bynær bro vest for Randers Bro, en vestlig omfartsvej/bro, en bynær bro øst for Randers Bro f.eks. Bolværkslinien, en kombination af en østlig og vestlig forbindelse eller en HafenCity-model, hvor vejføringen sammentænkes med en hævning af terrænet mellem byen og vandet.

”Randers by har et kæmpe potentiale som et oplevelsescentrum i Kronjylland. Det har byrådet peget på i Vision 2021. Med forundersøgelsen begynder Byen til Vandet at blive konkret,” siger stadsarkitekt Henri Amsler, Randers Kommune.

Projekt Byen til vandet er netop et byudviklingsprojekt og ikke et infrastrukturprojekt. Den bedste løsning er altså ikke nødvendigvis den, der kan få trafikken i Randers by til at glide problemfrit, men den løsning der har de største potentialer i et byudviklings- og klimatilpasningsperspektiv. Det er derfor med flere forskellige briller, at scenarierne skal udforskes og vurderes.

De øvrige 4 teams ledes af Bascon, Cowi, C.F. Møller, og Tegnestuen Vandkunsten

Læs mere om konkurrencen hos Randers Kommune.