TREDJE NATUR er udvalgt til parallelopdraget om Dokken i Bergen, Norge i hård konkurrence mod 22 stærke teams.

Sammen med vores samarbejdspartnere hos Entasis, MATTER by Brix og MOE, er vi udvalgt som et af tre hold, som skal komme med input og visioner til, hvordan det spændende industriområde Dokken skal se ud i fremtiden.

Med parallelopdraget ønsker Bergen kommune at få input, idéer og friske tanker på bordet, når byen skal udvikle en ny og bæredygtig bydel, som en udvidelse af Bergen centrum.

De to øvrige hold består af Asplan Viak AS med MAD arkitekter m.fl. og ÅF Advansia AS med Vill Urbanisme mfl. på holdet. Parallelloppdraget er planlagt gennemført i perioden maj-september.

Fra godshavn til fremtidsrettet bydel
Industriområdet Dokken rummer et 25 hektar areal, som frigøres til byudviklingsformål, når godshavnen flyttes ud af Bergen. Samtidig bliver over 1,5 km havnefront frigjort og gjort offentlig tilgængelig for byens befolkning.

Målet med parallelopdraget er at arbejde på en udviklingsstrategi for, hvordan Dokken bliver en indholdsrig, inspirerende og klimatneutral bydel med variation og mangfoldighed indenfor bolig, handel, service, kultur og rekreation.

Tredje Natur stærkt tilstede i Bergen
Med deltagelsen i projektet omkring Dokken fortsætter vi vores arbejde i Bergen, hvor vi ligeledes arbejder på masterplan, bygninger og landskab på Nøstet for OBOS og EGD i tæt samarbejde med MAD Arkitekter.

Læs mere om Dokken på Bergen Kommunes hjemmeside.