“Arkitektur skal ikke indhylle borgerne i en liveability-boble, men involvere dem i samfundets største udfordringer.”

TREDJE NATURS partner og arkitekt Flemming Rafn Thomsen giver sit bud på en ny formålsbeskrivelse for arkitekturen og byplanlægningen, som modsvar på modernismens slagsider.

»I don’t want your hope. I want you to panic, as if our house is on fire. Because it is.«

De stærke ord kommer fra klimaaktivist og teenager Greta Thunberg, som i disse dage efterlyser ansvarlige voksne midt i klodens største krise nogensinde, hvor byggeriet, bygninger og infrastruktur tilsammen er udpeget som den største negative påvirkning af planetens klima- og økosystemer.

Vi fejrer samtidig i disse dage 100-års jubilæum af Walter Gropius’ Bauhaus manifest. Et håbefuldt manifest, som ophøjede det komplette bygningskunstværk til at være alle kunstarters ultimative mål. Hvor en genforening af håndværket med arkitekturen skulle give kunsten en fundamental rolle for samfundets udvikling.

Som bekendt var det ikke kunsten, men industrien og kapitalen, der blev primus motor i byudviklingen. Bauhaus formålsbeskrivelse og håb for kunsten blev afmonteret i løbet af årene, hvor kapital og effektivisering endte som de styrende parametre for byggeriet.

Og som hånden tabte relationen til maskinen, tabte urbaniseringsprocessen forbindelsen til det økologiske grundlag, og vi er nu i gang med at betale en uacceptabelt høj ressourcemæssig og klimatisk pris.

Fra magtesløshed til handling
Men nu er beskeden fra forskerne klar. Enten holder vi klodens temperaturstigning under halvanden grad, eller vi må berede os på et menneskeskabt klimamorads og geosocialt ragnarok.

Aldrig før har vi mennesker, som enkeltstående art haft så klart et grundlag at samles om, et så indlysende formål at arbejde for. Og aldrig før har paradokserne været tydeligere malet op. Hvordan undgår vi at blive lammet af realiteterne, og hvor skal arkitekterne starte?

Et bud kunne være geologen Minik Rosings elegante positivisme, som jeg tager med mig fra Tredje Naturs symposium Mind The Gap. I diskussionen om, hvordan vi kunne få samfundet med på omstillingen, når nu hverken blind optimisme eller dystopisk pessimisme har været i stand til at mobilisere nogen egentlig kollektiv omstillingsbevægelse, var Miniks enkle svar ’med et involverende narrativ’.

Mobiliserende arkitektur
Og hvilken fortælling er det så, som kan involvere os alle, når nu hverken ’ja-hat’-lejren eller alarmisterne formår at mobilisere en bred bevægelse?

Jeg tror på, at det er de konkrete bymæssige fortællinger, som involverer os mennesker som skabende, reflekterende og sansende væsener, hvor vi eksplicit udsættes for meningsfulde og ligefremme oplevelser:

Vi skal både kunne forstå og mærke, hvad et CO2-optagende træbyggeri gør ved vores planet- og indeklima, og hvad cykelture i et støj- og partikelfrit miljø betyder for vores humør og sundhed.

Vi skal genopdage tilfredsstillelsen ved at dyrke egen mad og udvikle flora og fauna i nye babyloniske byoasehaver.

Vi skal mærke klimaudfordringerne og løsninger på krop og sjæl ved at iscenesætte monsterregnen, der rammer os.

Vi skal kræve økonomisk råderum i bankerne til at skabe nye omstillingsbofællesskaber og boformer, der kan modvirke byens kommercielle ensretning og udfordre byggeriets autopilot.

Et eksempel på et radikalt klima-etisk projekt er Enghaveparken på Vesterbro af TREDJE NATUR, som til december 2019 vil kunne tilbageholde en monsterregnshændelse på 24.000 kubikmeter vand. Samtidig opsamler parken regnvandet, renser det og bruger det både æstetisk, rekreativt og praktisk til vanding. Parkens klimatilpasningsfunktion integreres derved synligt i det arkitektoniske rum og konfronterer parkens 1 mio. årlige brugere med den nye klimarealitet.

Farve på beton
Igennem vores arkitektur og byudviklingsprojekter skal vi på den måde involvere mennesker i at blive tættere forbundet med det kredsløb, vi er en del af, og som kan hjælpe dem med at træffe de rigtige klimavenlige valg i fremtiden.

Vi skal ikke bare indhylle byens borgere i en velmenende liveabilityboble, men også involvere dem i et kritisk felt omkring, hvordan vi gør noget ved ondets rod, nemlig vores egen natur og vores adfærd.

Set fra satellitten skal vi erkende, at byen og naturen er forbundet i ét samlet kredsløb, og at det ikke er frugtbart at tale om de to som adskilte. Lige nu ligger der 200.000 tons blodrød slamaske på Lynetten, som vi kan bruge til at nedbringe udledningen fra vores cementforbrug, men som i dag bliver spredt ud på pløjemarkerne. Betonen får en elegant og tankevækkende rødlig tone, der passer utrolig godt til byens gamle rødlersejendomme.

Cement, sand, ler, stål, aluminium og samtlige andre af byggeriets mineralske ressourcer bliver knappe ressourcer i dette århundrede, og vi har byggeaffald til overmål, der ikke genanvendes ansvarligt. Det er nu vi skal komme op med de snusfornuftige cirkulære løsninger og fornyende regulativer, så vi kan handle på viden og overskud, i stedet for at agere på bagkant af svindende forretningsområder og sektorielle sammenbrud.

En ny trædesten
På samme vis som Bauhaus’ projekt søgte at genforene de kunstneriske discipliner i ét ærinde, at skabe det komplette bygningskunstværk, har vi i dag brug for et nyt manifest for arkitekturen.

Med den radikalt enkle tanke om ét involverende narrativ, får samfundet, industrien, arkitekturen og byplanlægningen overrakt en formålsbeskrivelse, der ikke har været klarere udtalt siden modernismens projekt.

Hvis arkitekturens narrativ formår at genskabe en involverende, transparent og tankevækkende relation til dét økologiske kredsløb, vi som art er afhængige af, så er der lagt en ny trædesten i udviklingen af vores byer og dét liv, byen kan tilbyde.

Manifestet er en del af bogudgivelsen “Manifeststafet”, som har samlet manifester skrevet af 48 arkitekter, kunstnere m.fl. i forbindelse med 100-års jubilæet af Bauhaus manifest. Bogen koster 90 kr. og kan f.eks. købes HER.